Stenbukkens fortælling
På bjergskråningen stod Stenbukken. Stærk og flot.
Men heroppe var pladsen trang, og Stenbukken gik altid til side for de andre i flokken. De moslede og mosede for at få det bedste spot. En dag blev Stenbukken så træt af altid at skulle rykke på sig.
Hvad skulle den gøre? Det eneste, der tilsyneladende virkede, var et lille puf med de stærke, snoede horn og et godt spark i jorden, der gav genlyd. Stenbukken stod sin stand.
Når de vigtige ting som fx en plads på bjergtoppen, som er ret vigtigt for en stenbuk, bliver udfordret, er det altid i orden at holde fast i det, man tror på. At være tro mod sig selv, er nemlig slet ikke det samme som at være stædig.
Vandmandens fortælling
Vandmanden havde hørt nogen snakke om, at man ikke skulle gå over åen efter vand. Og det var der bestemt heller ingen grund til, tænkte Vandmanden, da krukken fyldtes med frisk, koldt vand fra den lille bæk. De andre børn ved bækken slæbte den store krukke i håndtagene, ét møjsommeligt skridt ad gangen. Dét gad Vandbæreren ikke! Så var det meget bedre at have begge hænder fri til klap og vink på vejen hjem. Man kunne da tage krukken på hovedet? Ja, det kunne man. Så Vandmanden placerede krukken på toppen af issen, fandt balancen og spadserede hjem.
I alle livets gøremål fandt Vandmanden på nye måder at gøre tingene. Det er nemlig lidt sjovere. Når man stiller ting på hovedet, har man hænderne fri. Så kan man fx drikke et stort, dejligt glas vand. Nemt!
Fiskens fortælling
Hvad mon der er uden for den store stime, tænkte Fisken? Hvad mon der findes i det åbne, blå hav? Fisken havde længe haft lyst til at svømme sine egne veje, og en dag brød den ud gennem de andres velkendte glinsende skel og fandt en verden fyldt med masser af andre fisk, der slet ikke lignende den selv. Det var spændende og nyt, og Fisken havde aldrig været så glad. Efter en hel dag på egen hånd, begyndte Fisken alligevel at længes hjem. Den var nervøs for, om den kunne vende tilbage, men det kan man altid, og Fisken blev taget imod med åbne, sprællende finner. Med en hel stime i ryggen havde Fisken altid mod på nye eventyr. Ude er godt, men hjemme er nu også dejligt.
Vædderens fortælling
Ser græsset ikke grønnere ud på den anden side af hegnet, tænkte Vædderen? Jo, det gør det minsandten, og så gik kampen i gang. Først prøvede den at komme igennem hegnet ved at løbe så stærkt, den kunne, men hegnet rykkede sig ikke en millimeter. Så prøvede den at stange sig vej ind. Heller ikke det var en succes. Så kom Vædderen i tanke om dens stærke bagben, som sidst kunne få den højere op i luften end nogle andre, den kendte. Den tog tilløb og vupti, så var den ovre på den anden side. Men hov, græsset var slet ikke grønnere herovre. Heldigvis slog det ikke Vædderen det mindste ud. Jagten på det grønne græs gik videre et andet sted. Muligheder er der nok af, hvis man bare tager sagen i egen hånd.
Tyrens fortælling
Tyren havde altid vundet konkurrencen som den stærkeste. De andre sagde, at den var stærk som en okse, og det var jo også rigtig nok. Men når Tyren var derhjemme, ville den hellere spille skak eller male på et stort lærred med flotte farver. Det vidste de andre ikke, og Tyren besluttede at stoppe med at lade som om. For hvorfor kan den stærkeste tyr i miles omkreds ikke være andet end stærk? Derfor holdt den skakturnering og billedudstilling, og selvom nogle syntes, det var lidt mærkeligt, gjorde det ingenting for Tyren. At være stærk som en okse er ikke kun ensbetydende med en tyrenakke – for uanset hvor mange muskler man har, kommer den største styrke indefra.
Tvillingens fortælling
Tvillingen gik på jagt efter sin bedre halvdel. Den havde nemlig hørt, at den skulle være derude. Hvad Tvillingen ikke vidste var, at den bedre halvdel netop havde hørt det samme og også var draget af sted. Efter mange dages rejse over bjergetop og bakkedal, så Tvillingen pludselig en skikkelse, der mindede umådeligt meget om den selv. Rigtigt nok, det var sørme Tvillingens tvilling.
De tog hinanden i hånden og sprang ud i eventyret sammen. Den ene halvdel var ikke bedre end den anden, men sammen blev latteren hurtigt vildere, hoppene højere og livet sjovere. En Tvilling er nemlig ikke en Tvilling uden sin tvilling.
Krebsens fortælling
Klap, klap, Krebsen smuttede hen over småstenene på bunden. De glimtede i solens stråler, og Krebsen tog den ene sten op efter den anden og undersøgte de mange forskellige slags. Til sidst blev den så træt i den ene klo, at den bare måtte finde ro. Hvad gemte der sig mon derinde i mudderet? På opdagelse i mørket styrede den sig frem med de lange følehorn. Endelig fandt den sin hule. Her kunne den putte sig, slappe af og bare nyde livet – det skal til en gang imellem. Hastværk er lastværk.
Løvens fortælling
Første gang Løven skulle jage på savannen, lå den længe på lur i buskadset. Hver gang en gazelle kom forbi, og Løven var halvvejs i spring, mistede den modet og tøvede. Det skete gang på gang for Løven, som blev så skuffet. En ny taktik skulle der til, og hvad var den overhovedet bange for? En løve er en løve, og en gazelle er en gazelle.
Den satte i spring og med en tro på sig selv og en løves mod var der gevinst. Selvom det ikke altid er så let at være modig, så betaler det sig. Godt brølt og frem med brystet – en løve kan ingen lægge sig ud med.
Jomfruens fortælling
Da Jomfruen fandt sine første dansetrin, bragte de så meget glæde og varme, at hendes kinder glødede af energi. Men langsomt visnede glæden, for dansen var den samme dag ud og dag ind. Så Jomfruen tog affære. Hun gjorde en dyd ud af altid at finde på nye trin, hop og snurren rundt – ikke bare i sin dans, men i alle sine gøremål. Krydrer man livet med sjov, med spjæt og badutspring, bliver livet en leg – og måske en dans på roser, når man selv finder sine gloser.
Vægtens fortælling
Vægten skulle finde balancen, så vægtskålene kunne stå distancen. Det gik frem og tilbage og op og ned, for det var svært at finde ligevægt i begge ender. Noget vejer mere end andet, og det er helt okay. Men hvad vægter højest, og hvad skal man ta’? Vægten fandt ud af, at der var flere lodder, og at ikke alle får de samme lod i livet.
Endelig fandt Vægten harmoni i skålene – grin, latter og kærlighed skal der nemlig til for at have det rette ståsted.
Skorpionens fortælling
Den lille Skorpion sad i skjul i skyggen. Den frøs umådeligt meget, og dens klør klaprede, og panseret dirrede. Den ville så gerne have varmen, men det var svært at gå ud i solens stråler, hvor der også var lyst og mange øjne. Den syntes selv, den var for mat, når den så de andres blanke panser.
Det første skridt var slemt, det næste lettere, og snart var Skorpionen helt ude i solen. Det var slet ikke farligt, og der var meget varmere herude. Kløerne stoppede sin klapren, og den dejlige varme gjorde Skorpionen helt let og glad. Den så sig selv i en vandpyt for første gang. Den skinnede og glinsede og var så smuk, fordi den bare var sig selv. Og det er altid det bedste.
Skyttens fortælling
Dengang Skytten skulle lære at skyde med sin bue og pil, var det ikke helt lige til. Den ramte forkert masser af gange, tabte både pil og bue og syntes bestemt ikke, det var sjovt. Men hver gang Skytten sigtede, kom den tættere og tættere på målet. Og pludselig skete det. Sigtekornet var i vater, buen var spændt ud, pilen susede gennem luften, og i fuld galop ramte Skytten plet.
Måske er det helt okay, at det tager tid at lære, tænkte Skytten, så længe man altid sigter. Sigt mod noget stort, noget småt – så længe målet gør dig godt.
Ingen varer i kurven.